Sygeplejersken

Identiteten som sygeplejerske fik jeg d. 26 januar 2016. Her fik jeg min autorisation og papir på, at jeg kunne kalde mig sygeplejerske.
Men som med kørekort, og så meget andet, så er man jo ikke rigtig god til det, før man har været ude i det.

Jeg startede min karriere som sygeplejerske på afdeling A1, som er et sengeafsnit der varetager sygdomme indenfor det øvre mavetarmkirurgiske område. Størstedelen af patienterne er kræftpatienter, der indlægges i behandlingsøjemed.
Jeg havde været studerende på afdelingen forinden og arbejdet der som timelønnet under min bachelor.
Jeg var vild med specialet og glad for kollegaerne.
Det eneste minus var bare, at der var for travlt og ikke nok tid til patienterne (hvilket jo desværre er tilfældet på mange afdelinger).
Til sidst kunne jeg ikke længere være i det og søgte andetsteds.

November 2017 blev jeg så ansat på opvågningen, også kaldet COPA, der er en forkortelse af centralt opvågningsafsnit.
Jeg er stadig ansat på COPA og trives der.

Hvis jeg har fanget bare en smule af din opmærksomhed, så er du velkommen til at læse mere om min identitet som sygeplejerske i underkategorierne – Frivillig og Opvågningssygeplejerske.

Jeg vil dele mine tanker, oplevelser og følelser med jer, omkring det at være sygeplejerske. At være sygeplejerske, samtidig med at jeg er mor og hustru.
Og at være hhv. opvågningssygeplejerske og frivillig sygeplejerske.


God fornøjelse

Ung, stolt og nyuddannet sygeplejerske 2016