Gift med M.,  Konen,  Moderen,  Mor til L.

Barn nummer 2

Hele ideen til dette indlæg kom, efter min veninde og jeg en dag havde siddet og snakket i hendes lyseblå sofa over en kop kaffe. 
Et af emnerne vi kom til at snakke om den dag var “barn nummer 2”. 
Min veninde fortalte, at hende og hendes kæreste, som har en søn på næsten samme alder som min datter (1,5år), så småt er ved at være klar til barn nummer to. 
Da hun fortalte mig det, kunne jeg mærke at jeg, først og fremmest, var glad på deres vegne, men derefter fik en følelse af, at jeg pludselig slet ikke var samme sted som hende, hvilket jeg ellers har været siden vi fik vores første barn stort set samtidig. 
Men nej, jeg er slet ikke samme sted. 
Jeg føler, på nuværende tidspunkt, ingen lyst til at få nummer 2. 
 
I min omgangskreds er det ikke blot min bedste veninde, der planlægger eller er i gang med at få nummer 2 og jeg har derfor ikke kunne lade vær med at undre mig over, om jeg er den eneste, der ikke har et brændende ønske om at få nummer to.
Ja jeg har endda undret mig så meget, at jeg har søgt nettet tomt for emnet.
I den forbindelse faldt jeg over artikler, der omhandlede det, at man ikke ønsker flere børn og emnet blev hurtigt drejet over på enebørn.
Jeg læste en del artikler om det at have et enebarn eller selv være et enebarn. Hertil fandt jeg debatter, hvor folk direkte gav udtryk for afsky og var svært diskriminerende, over for det at være eller have et enebarn. 
Og der knækkede filmen for mig.
 
Jeg syntes det er trist og en smule skræmmende at der, mange steder, bliver set ned på enebørn.
De bliver beskrevet som “ensomme”, “egoistiske”, “forkælede”, “snobbede” og jeg skal komme efter dig med negativt ladet ord. 
Jeg er ikke ude på at gøre mig til herre over, “hvad” et enebarn er og/eller, hvilke egenskaber det besidder, for det er jeg stærkt overbevist om, at der er meget stor forskel alt efter, hvilket enebarn der er tale om.
Jeg mener bare at vi nogle gange bør se lidt på de positive ting, i stedet for de negative. 
Jeg ser helt klart en masse fordele i at være enebarn, lige såvel som jeg ser en masse fordele i at have søskende. 
Jeg mener ikke at det skal vejes op i fordele og ulemper, men at man i stedet bør se på helheden. 
Og herfra udspringer så min personlige fortælling om, hvor min mand og jeg står, i forhold til det, at få nummer 2…
 
Jeg tror at de fleste førstegangs forældre kan nikke genkendende til, at være blevet spurgt “hvornår skal i så have nummer 2”. 
Det spørgsmål har min mand og jeg i hvert fald fået stillet adskillige gange, efter vores datter kom til verden i januar 2019. 
Og jeg må være ærlig at sige, at jeg er lidt træt af spørgsmålet.
 
Med frygt for at lyde som en sur, bitter og dårlig mor, så har jeg simpelthen rigeligt i min datter, som det ser ud lige nu. Det første halve år af Leonoras levetid var en udfordring, for at sige det mildt. Nætterne bestod hovedsageligt af gråd. Vi vandrede rundt i huset, for at få hende til ro og måtte dele nattens timer op imellem os, så vi kunne sove på skift. En nat havde min kære mand haft sit løbeur på og det viste at han havde gået, intet mindre end 3km, hjemme i vores stue.
Vores datter lå lige på grænsen til at blive diagnosticeret med kolik, så ja, vi var presset, trætte og opgivende i hendes første levetid. 
Heldigvis er hun kommet rigtig godt efter det i dag og sover som en drøm, hvilket hun faktisk har gjort siden hun var 10 måneder (ja nu praler jeg lige lidt). 
Men på grund af den første tid med hende, som var hård og udmattende, så kan min mand og jeg på nuværende tidspunkt, slet ikke overskue at skulle, hverken tage stilling til eller tænke på, at få nummer 2. 
Tanken om at skulle starte forfra er næsten uudholdelig.
Vi kunne selvfølgelig gå hen og være heldige og få verdens nemmeste barn nummer 2, men det kan man jo kun håbe på, og min mand og jeg ved at, hvis vi skal igennem det samme igen (eller det, der er værre), så vil det ødelægge både os, vores forhold og vores overskud til at være der for Leonora. Det vil vi ikke gå på kompromis med.
 
For at være ærlig, så sagde min mand faktisk allerede kort efter Leonoras fødsel, at han ikke ønsker flere børn. 
Det første lange stykke tid ville jeg slet ikke acceptere det og lukkede af, når han sagde det. 
Tanken om ikke at få flere børn, lå så fjernt fra min opfattelse af en kernefamilie. Dertil kom tanken om, ikke at kunne leve op til den forventning, som jeg lidt føler, at man har i dagens Danmark, hvor det gerne ses, at man har mere end ét barn.
Jeg græd, var frustreret og vred på min mand, over at han kunne sige noget så tarveligt (set med mine briller på). 
Vi har altid, begge to, været overbeviste om, at vi ønskede at få 2 børn sammen.
Så da min mand sagde, at han ikke længere ønskede det, krakelerede hele min forestilling om vores familieliv. 
Det første stykke tid sagde jeg til mig selv, og ham, at det bare var en fase og han blot skulle “ovenpå igen” og “glemme”, hvor hårdt det havde været, da Leonora var nyfødt. 
Men da min mand udpenslede for mig, hvor glad han er for Leonora, og hvor meget han elsker at det bare er os 3 (og vores hund), så ramte det et eller andet inde i mig. 
Jo mere jeg følte efter og jo mere vi fik snakket om det og gennemgået det sidste halvandet år, jo mere måtte jeg erkende at jeg nok var tilbøjelig til at give ham ret.
Vi er et sted i vores liv lige nu, hvor det giver bedst mening for os, at vi har ét barn.
Vi har begge planer om videreuddannelse de næste par år.
Jeg skal ud og prøve at arbejde som sygeplejerske i andre lande og vi har mange andre planer på programmet.
Så, hvor egoistisk det end kommer til at lyde, prioriterer vi at kunne gøre de ting vi drømmer om og samtidig kunne have tid og overskud til vores datter, hvilket vi på nuværende tidspunkt, ikke vil have, hvis vi inden for de næste par år skulle få en lille ny.
Så som det ser ud lige nu kan jeg ikke benægte, at Leonora måske bliver enebarn, hvilket jeg har accepteret og faktisk har det fint med.
 
Om et barn er enebarn eller ej, så er jeg af den overbevisning, at det handler rigtig meget om, hvordan man opdrager sit barn og generelt lærer det, at begå sig socialt. Så hvis vi sætter alle sejl ind her, mon ikke det så nok skal gå, hvis Leonora bliver enebarn.
 
Vi er selvfølgelig klar over at man aldrig kan spå om fremtiden og aldrig må sige aldrig.
Men som landet ligger lige nu, så er nummer 2 ikke på tegnebrættet i den nærmeste fremtid. 

Vores datter er den største gave i vores liv og vi vil ikke være foruden hende.
Hun er alt, hvad vi nogensinde har drømt om og det vil hun være uanset om hun bliver enebarn eller ej.

Af hjertet tak fordi du læste med.
 
– WakeUpNurse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *